Overordnede opgaver – UD – Korn – Lærer

print

Overordnede opgaver

Overordnet opgave 1:

Klassen inddeles i 4-6 grupper, hver med en mobiltelefon, der kan optage film.
De skal vælge en genre, og et af delemnerne – her må du gerne hjælpe dem. De skal nu lave en lommefilm, der formidler et emne til de andre elever. Ved afslutningen af undervisningsforløbet vises filmene for klassen.

Her er en vejledning til, hvordan man laver filmene. http://www.lommefilm.dk/kanaler/faste-kanaler/undervisning

Besøg eventuelt et museum, og brug det som kulisse.

Overordnet opgave 2:

Debat om økologi

I delemnerne 1, afsnit 4, findes dette debatoplæg:
Opgave:
I afsnittet beskrives forskelle på økologisk og konventionel drift, men ikke i detaljer.
Vælg to repræsentanter fra klassen. Den ene skal være økologisk landmand, den anden skal være konventionel landmand. Begge personer fortæller om bekymringer og overvejelser ved at drive landbrug på deres måde. Kom ind på arbejdet, udbytte, priser, og gerne ideologi. Repræsentanternes personlige standpunkt behøver ikke nødvendigvis at svare overens med rollens.
Resten af klassen deles i to hold og fodrer med oplysninger.
Yderligere forhold om konventionelt landbrug og økologisk landbrug kan I søge på www.landbrugsinfo og på www.okologi

Brug gerne de to interviews med landmand Lasse Jensen og driftsleder Christian Vingborg Christensen til inspiration.

I delemne 3, afsnit 3, findes dette debatoplæg:
Debat:

Klassen deles op i to hold, det ene hold skal tale for økologisk landbrug, og deres
opgave bliver at præsentere kort, hvordan økologisk landbrug gavner samfundet. De skal naturligvis også forberede sig på, hvordan modstanderne vil angribe dem, og have modargumenter klar.
Det andet hold skal på den anden side argumentere for, hvorfor det kan være godt
for samfundet med konventionelt landbrug. Det er deres opgave at finde argumenter for, hvorfor vi ikke bør dyrke økologisk korn. De skal naturligvis også forberede sig på modstandernes argumenter, og selv forberede deres syn på sagen.
Argumenterne for og imod økologisk landbrug kan de finde her i materialet, i videoerne i besøgsdelen, og ved at søge på nettet. Der er ikke noget facit, og opgaven har ikke til formål at fremhæve den ene form for landbrug eller nedgøre den anden. Hvis eleverne har orienteret sig i materialet og brugt tid på nettet, kan de sagtens finde gode argumenter for begge sider.

Der er en side med hjælpespørgsmål og søgeord til eleverne, men der er mange forskellige holdninger, også blandt forskere, der farver debatten om økologi, klima og miljø. Derfor skal eleverne være opmærksomme på at vælge de argumenter, der passer til deres synsvinkel. En del af pointen med opgaven bliver således at illustrere, hvordan man kan se spørgsmålet om økologi fra mange vinkler.

Hjælpespørgsmål til fortalerne for økologi:

  • Hvilke effekter har plantegifte i mad på os på langt sigt?
  • Søgeord: Økologi og sundhed (se videnskab.dk), Plantegifte og misdannelser
  • Hvis man nu kan fjerne alle giftrester fra de konventionelt dyrkede planter, er de økologiske stadig sundere? Søgeord: Økologi og sundhed, Økologisk landsforening
  • Udleder Økologisk landbrug mindre CO2? Søgeord: Økologi og CO2
  • Er økologi bedre for miljøet? Søgeord: Økologi og miljø

Hjælpespørgsmål til fortalerne for konventionelt landbrug:

  • Hvad kan man gøre, for at gøre konventionelt landbrug mindre skadeligt for miljøet? Søgeord: miljø og gødning, landbrug og vandmiljø 
  • Er det overhovedet muligt at brødføde alle hvis vi dyrker økologisk? Søgeord: fødevarekrisen + økologi
  • Er der fordele for miljøet ved at bruge mere gødning, i stedet for at opdyrke større landområder? Søgeord: Carbon Footprint + kunstgødning 
  • Hvad er prisen på 1 kilo økologisk rugbrød, og hvad koster det billigste rugbrød, man kan få?

Besøg et supermarked, eller læs tilbudsaviser på de store supermarkeders hjemmesider (www.bilka.dk eller lignende)

Disse debatter beskæftiger sig med nogen af de samme problemstillinger, og kan med fordel lægges sammen, men vi har valgt at beholde dem opdelt for at øge fleksibiliteten i materialet. I kan således med fordel bruge de to oplæg som afsluttende diskussioner i forbindelse med deres respektive delemner, men kan også anvende dem samlet til en debat som afslutning på undervisningsforløbet.