Kornets historie – UD – Korn

print

De første mennesker i Danmark – naturfolket

Kunne vi følge vor families historie 400 generationer tilbage, ville vi opleve et helt andet land og en helt anden verden end den, som vi kender i dag. Klimaet på jorden var meget koldere. Det havde været istid i tusindvis af år, men varmen var begyndt at vende tilbage til jorden, smelte de store ismasser på den nordlige halvkugle og skabe nyt liv, dér hvor der før havde været isdækket. Danmark var en vidtstrakt tundra, hvor der groede græs, urter, lyng, små buske og ganske få og små træer bl.a. polar-birk. I det åbne landskab var der et rigt dyreliv; fugle, der fandt føde i og omkring de mange tusinde søer, hare, ræv, ulv, jærv, vildhest og vigtigst af alt, de store flokke af rensdyr. Dyrene kom vandrende til de nye isfrie områder sydfra for at finde føde. Det samme gjorde menneskene. De fulgte rensdyrflokkene på deres vandringer. For jægerne betød rensdyrene stor rigdom. De kunne bruge alt fra rensdyrene; skindet, kødet, takkerne, knoglerne og knoglemarven. menneskene var tæt forbundne med naturen. De var dygtige jægere og fremstillede selv deres våben og redskaber af den flint, som isen havde efterladt på jorden, da den smeltede. Jægerne samlede også planter, rødder, nødder, frø og svampe, og fiskede i søerne og i havet, alt sammen for at skaffe sig den nødvendige mad.

De mennesker, der levede på den tid – fra 11.000 til 4.000 år f. Kr. – kalder vi derfor for jægere og samlere, og tiden de levede i jægerstenalderen.

Samtidigt – ude i verden

Kornet i naturen kan dyrkes

De store forandringer skete ikke kun i Danmark og i de lande, der havde været dækket af is – men også resten af verden oplevede, at klimaet forandrede sig. Verdens befolkning var meget, meget mindre end den er i dag; kun få millioner mennesker levede i Verden. Mennesker over hele jorden havde levet som jægere og samlere, men ved istidens endelige afslutning for 11.000 år siden begyndte mennesker tre forskellige steder på jorden, i mellemøsten, i mellemamerika og i Sydøstasien, at leve fuldstændig anderledes. De blev agerbrugere, og opsamlede frø fra de vilde græsser. Når de såede ét enkelt frø, fik de en ny plante med mange frø. De gemte lidt af de største og bedste frø fra høsten, og såede dem året efter. Ved altid at vælge de største og bedste kerner, for derefter at så dem og høste heraf, skabte de nye planter. Dette kaldes selektiv forædling. Planterne tilpassede sig dyrkningen – det var ikke længere vilde græsser, men tamme kulturplanter, som ikke mere kunne overleve i naturen uden hjælp. Blandt andet skulle bonden holde andre planter væk ved at luge. Til gengæld sidder kernerne bedre fast på akset på kulturplanterne end på vilde planter. man kan næsten sige, at der i forædlingen er indlagt en tålmodighed: Hvor den vilde plante har behov for at sprede sine frø ud over jorden, for at sikre sig, at der også vokser planter på stedet året efter, har kulturplanten den egenskab, at kernerne bliver siddende, til de er modne, og dermed kan bonden høste kernerne, frem for at skulle samle dem op på jorden.

De første mennesker, der dyrkede jorden, gik stadig på jagt for at skaffe kød at spise. men de begyndte også at indfange de vilde dyr i naturen f.eks. geden, fåret, vildsvinet og uroksen, for at gøre dem tamme og bruge dem som husdyr, som kunne give dem mad og skind menneskene var ikke længere jægere og samlere, de var bønder. Denne livsstil krævede mere arbejde, til gengæld gav jorden lige omkring deres huse dem rigeligt mad, og de kunne blive boende det samme sted i årevis. Først når jorden var udpint af dyrkningen, måtte de flytte til et nyt og uopdyrket landområde og starte forfra; fælde og brænde skoven af, hakke og pløje jorden, så, luge og endelig høste kornet.

Bondelivet og den nye tilgang til føde betød, at der var mad til flere mennesker i det samme område. Familierne blev større, og befolkningen blev større. Folk rejste til andre lande, bosatte sig og dyrkede jorden dér. Langsomt spredtes den nye livsform.

I løbet af de næste årtusinder spredte ideen om at dyrke korn sig fra mellemøsten og op igennem Europa. Der gik omkring 7000 år fra de første agerbrugere dukkede op, til der blev dyrket korn i Danmark. På det tidspunkt var der allerede vokset store civilisationer op i de områder, hvor man først begyndte at dyrke jorden.

Efterhånden som tiden gik, blev der flere og flere, der levede af at dyrke jorden. Danske agerbrugere fandt sammen i landsbyer, der opstod små samfund med en høvding, der havde krigere til at passe på jorden, og måske plyndre fra andre. Op igennem bronze- og jernalderen udviklede samfundet sig mere og mere i retning af, at nogen dyrkede jorden, mens andre levede af deres arbejde. Der var opstået en arbejderklasse, en håndværkerklasse og en krigerklasse. Krigerne var dem, der stod øverst i hierarkiet, men deres opgave var til gengæld at beskytte den dyrebare jord, de skulle leve af.

Ligesom i mellemøsten var hvede og byg de første korn-arter, man dyrkede Sydskandinavien.

Den første hvede så meget anderledes ud end den, vi dyrker i dag – den primitive hvede; énkorn havde ret små aks og færre kærner. Den dyrkede énkorn, som du kan se på billedet ligner meget vild énkorn, der stadig vokser i mellemøsten i dag.

  • image description
    Enkorn
  • image description
    Hvede (moderne)

Énkorn og emmer er de tidligste hvedearter, der blev dyrket. Begge disse arter er fundet i arkæologiske udgravninger i Danmark.
Lige siden mennesker begyndte at dyrke de vilde græsser, er der ind imellem pludseligt sket noget med det dyrkede korn. Det har muteret. I mange tilfælde syntes bonden godt om det, der skete– det gav nye muligheder. Det, der er sket på markerne, sker overalt i naturen altid – nemlig at det levende forandrer sig og udvikler sig. Det dyrkede korn har pludseligt krydset sig med en anden plante – en vild ukrudtsplante, og krydsningen har skabt en helt ny kornart.

På et tidspunkt har emmer krydset sig med en vild græs-art: gedeøje. Denne krydsning blev til Durum-hvede, som i dag især bruges til pasta. Senere skete der yderligere en krydsning mellem en anden art af gedeøje og enten durum eller emmer, og derved opstod den moderne brødhvede og spelt. Begge arter har en væsentlig bedre bageevne pga.et højere glutenindhold.

Der var og er forskel på de forskellige typer af hvede; noget mel blev gyldent og andet mere brunligt, og de forskellige farvestoffer i kornet giver også forskellig smag.

  • image description
    2-radet byg
  • image description
    6-radet byg

Byggen lignede mere den byg vi kender i dag – men der var alligevel forskellige arter af byg: 2-radet (2 rækker korn i akset) byg og 6-rader(6 rækker korn i akset) byg.

Det er svært at se forskellen på billederne fra marken, men her ligger de to forskellige bygaks ved siden af hinanden.

Opgaver:

Beskriv forskellen på de to hvedearter; énkorn og moderne hvede.

Opgave:

Beskriv forskellen på de to bygarter: 2-radet byg og 6-radet byg.

Med tiden kom der flere kornarter i Danmark. mange arkæologer mener, at man primært dyrkede korn for at få øl, men grød har også været en vigtig næringskilde. Fra stenalderen frem til bronzealderen var hveden den dominerende kornart, herefter overtog byggen. Ligeledes dukker havrekerner op i det arkæologiske materiale fra bronzealderen. Havre er altid blevet anset som foderkorn, men vi har dog spist havregrød fra omkring år 500.

Havres oprindelse kan dateres tilbage til omkring 1000 år f. Kr. Ligesom de andre kornarter har den sin oprindelse i mellemøsten. Det var dog først da den kom til det centrale Europa, at den blev en kulturplante, for her var vækstforholdene bedre end i det varme mellemøsten.

Rug er den yngste korn-art i Danmark. Den hører egentlig hjemme i det sydvestlige Asien men bredte sig for omkring 1500 år siden til den nordlige del af Europa. Rug er en meget hårdfør og nøjsom plante, der i sit hjemland blev betragtet som ondartet ukrudt.
Fra yngre jernalder op gennem middelalderen dyrkedes efterhånden en del rug i Danmark. I begyndelsen ansås den for en ukrudtsplante i hvedemarkerne, men da den er en meget hårdfør og nøjsom plante, passede den godt til de nordeuropæiske betingelser, og blev en skattet kulturplante, og efterhånden den vigtigste korn-art, hvor dyrkning af hvede efterhånden blev en sjældenhed. Først i 1600-tallet begynder lensmand Joachim v. Barnewitz på Lolland- Falster at tage hvededyrkningen op på ny. men udviklingen gik meget langsomt, først
efter udskiftningen ses hveden udbredt. Situationen var gunstig, priserne var høje, og nye dyrkningsformer og -metoder vandt indpas. Rugen ansås dog stadig for at være den vigtigste.

Endnu i 1830-erne kaldes rugen ”et hovedfødemiddel for hele nationen”, trods det, at landet i flere perioder af 1700-tallet oplevede misvækst, hvor rugen slog fejl, og familier blev ramt af fattigdom og sult.
Flere og flere bønder omlagde til hvede, men først fra 1930-erne høstede de danske bønder lige meget hvede og rug. I begyndelsen af 1800-tallet optræder toradet byg i første omgang i præstegårds- og herregårdshaver. Den danske bonde tog vel imod denne nye type byg, idet den gav bedre brødmel, mens den seksradede var bedst egnet til ølbrygning

Hirse blev dyrket i Danmark i bronzealderen, men dyrkningen ophørte i jernalderen, hvor klimaet blev køligere.

Mere om planteforædling

Du kan finde relevante film i filmarkivet, specielt under Anders Borgen og Sejet.

Opgave:

Lav en korn-kogebog. Find gode opskrifter med korn. Brug de korn-arter, der er omtalt i dette delemne. Opskrifter kan være brød, grød, salater, postejer eller andet. Efterprøv gerne opskrifter hjemme eller i skolekøkkenet, hvis det kan lade sig gøre.