Det her er en historie om en dreng, der hed Hans.

Han havde store problemer, for han var køkkendreng på Køben­ havns Slot, og kong Christian II havde giftet sig.

Den nye dronning hed Elizabeth, og hun var meget utilfreds med maden i Danmark, hvor der mest var kød, brød og kål at spise.

Hun ville gerne have friske grøntsager.

Kokken måtte hele tiden høre på hendes brok, og hver gang skældte han ud på Hans. Det blev ved, indtil kongen fandt på en snedig plan.

Han hentede gartnere fra dronningens egen by i Belgien.

De fik besked på at dyrke grøntsager på øen Amager, og nu havde de frisk grønt til køkkenet.

Ingen måtte få fingrene i kongens grøntsager, så de blev bevogtet af sure vagter.

Tilbage til Hans. Som I kan se, var kokken ude efter ham igen.

Han skulle vaske nogle beskidte grønne planter med mærkelige, orange rødder til dronningens frokost.

Han skar toppene af og vaskede dem, men kokken blev sur, for det var rødderne, han skulle bruge.

Det var den nye Amagerrod, som kongens gartnere havde haft med fra Belgien.

Mens Hans sad og rensede de orange rødder, kom han til at tænke på, hvordan sådan en Amagerrod mon smagte.

Før han nåede at tænke mere over det, kom han til at tage en bid.

Det smagte fantastisk. Den saftige, søde rod var det bedste, han havde smagt…

BANG! Pludselig blev alt sort.

Da Hans kom til sig selv, lå han på gulvet. Han vidste, at han havde fået en på hovedet af kokken.

”Hvor vover du at spise dronningens grøntsager din orm. ”Jeg vil aldrig se dig røre dem igen”, skreg kokken.

Hans kom aldrig til at smage gulerødder igen, men efterhånden fik også almindelige mennesker lov til at dyrke rødderne. Til sidst fodrede man dyr med det, der engang var dronningens egen rod.

Lille aroma elskede sin mors grød. Det var den bedste, der fandtes.

Aroma kigger på sine forældre. Mor Filippa ser stadig frisk ud. Far Ingrid Marie er lidt mere rynket, men Aroma kan godt se, at han engang var smadder-flot.

”Mor og far, vil I fortælle om dengang jeg blev skabt?”

”Nu igen, lille skat”, siger Filippa. ”Så hør godt efter”.

”Det træ jeg kommer fra stod hos en rigtig dygtig gartner. Han sagde ofte, at han syntes, træet fik sådan nogle dejlige æbler. Saftige og søde. Men han kunne ikke så godt sælge dem til den nye butik i byen. Købmanden ville kun have røde æbler.”

”Gartneren kendte en anden gartner. ”

”Jep, så kommer far her ind i billedet. Jeg kom nemlig fra hans fantastiske træ. Alle beundrer mit flotte udseende og mit lettere syrlige bid.”

Mor griner: ”Ja, vi er det perfekte match vi to. Det syntes min gartner også. Dengang vi bare var blomster far og jeg, besøgte min gartner fars gartner. Han tog fars pollen, før der nåede at komme en bi forbi, og forsigtigt lagde han det ned i mig. Nu var jeg befrugtet. ”

”Far og jeg blev efterhånden til æbler. Da jeg var moden kom gartneren. Han skulle tage mine kerner.”

”Kernerne blev sået. Det var så spændende. Men det var hårdt at vente. Endelig kom du, lille Aroma. Nu kunne din far slappe af igen.”

”I starten var du den yndigste lille bitte blomst. Du voksede til et æble. Du var noget så køn. Lignede meget din far.”

”Gartneren kommer tit og ser til dig. Han er meget tilfreds. Han siger, du er lige hvad, han håbede på. Inden længe ligger du flot og rød hos købmanden. Børnene vil elske at få et sødt, mildt og saftigt æble som dig med i skolen sammen med madpakken.”

”Men mor og far………..hvor er det godt, man stadig kan få æbler, der er som jer.”

Her er Lepro. Han er på vej ud i skoven efter vilde bær og rødder.

Han bor på en lille gård med kornmarker, grise og køer.

Alligevel må han hver dag ud i skoven for at samle vilde planter.

Lepro er god til at finde mad i skoven, men han skal passe på de vilde dyr og giftige planter.

Det er hårdt arbejde at grave rødder op og klatre i træer efter æbler.

Når Lepros pose er fuld af nødder, æbler og rødder skynder han sig hjem.

Rødderne er lidt bitre, men Lepros mor er god til at lave mad.

Hun kommer æbler og saltet flæsk i en gryde med rødderne og koger suppe.

Det smager lækkert.

Mens Lepro sidder ved ilden og spiser, tænker han på, hvad de mon spiser andre steder.

Måske er der et land, hvor planterne er helt anderledes, end de er i Danmark.

Lepro synes, det er spændende at forestille sig.

Langt mod syd, i de lande vi i dag kalder for Irak, spiste de også rødder.

De havde rødder, Lepro aldrig havde set. Rødder der slet ikke var bitre.

De var søde, sprøde og saftige og havde en flot lilla farve. Det var lilla gulerødder.

Mit navn er Malus Abildgaard. Jeg er arkæolog. Jeg synes fortiden er spændende og graver efter gamle minder.

Engang, da jeg gravede, stødte jeg på noget ganske særligt. Æblekerner! Jeg tænkte: ”Hvor længe mon, der har været æbler i Danmark?”

Jeg syntes det kunne være interessant at lære mere om æblets historie og gravede efter mere viden.

Der hvor jeg fandt de gamle, tørre æblekerner havde der boet mennesker i bonde-stenalderen for 6000 år siden.

Da sten-aldermennesket blev bonde i stedet for jæger, fældede han mange træer for at lave marker. Det kunne være eg, bøg, elm eller ask. Men æbletræet fik ofte lov at stå. Frø fra træerne kom til Danmark for cirka 10.000 år siden. De kom med vandrende dyr eller med vind og vand og såede sig her i landet.

Bonde-stenalder-mennesket spiste æbler. Det var meget sure æbler. Det var de æbler, vi kalder skov-krabber. De kan ristes over bål, så smager de ikke så surt.

En anden gang gravede jeg i Vestjylland. Det var utrolig spændende. Jeg fandt en kæmpe- høj. Et sted hvor de begravede de døde, dengang det var bronze-alder for 3.800 år siden. I en grav var rester fra en pige.

Ved hendes hoved og hendes fødder lå rester fra æbler. Æblerne var lagt i hendes grav som en gave. Det var en gave hun skulle tage med sig ind i det næste liv. Så ville hun få et langt liv denne gang.

På Bornholm var jeg med til at finde flotte sværd lavet af jern. Vi kunne se, de var fra jern-alderen for 2.500 år siden.

Jeg blev glad, da jeg også her fandt rester fra æbler. Faktisk fandt jeg rester fra 300 æbler. De var åbenbart blevet forstyrret midt i en æble-fest. Æble-resterne var forkullede, så de havde været lagt på bål, for at blive ristet. Det var jo også stadig de sure skov-krabber.

Vikingerne rejste meget rundt. Når de kom hjem ville de altid holde en fest. Så drak de af store horn.

Nogle gange drak de mjød, som var lavet af honning. De drak dog også en stærk vin, der var lavet af byg og æbler.

Når vikingerne holdt fest, huskede de altid at takke deres guder. Thor havde hjulpet dem med at vinde krige og Odin havde med sin klogskab fulgt dem i tykt og tyndt. Frej og Freja hjalp dem med at skabe nyt liv. Frej hjalp så planterne kom op ad jorden, og Freja hjalp menneskene med at få børn. Frugtbarhed er godt.

Når guderne havde så travlt med at hjælpe, måtte de holde sig unge og stærke. Det kunne de, fordi gudinden Ydun havde en kiste med gyldne æbler, som de fik ét af en gang om året, når de var fyldt 25 år. Så blev de aldrig ældre.

I 1100-tallet, da det hed middelalder, kom der munke til Danmark for at fortælle danskerne om Gud og Jesus. Munkene byggede klostre. De lavede flotte haver.

Heldigvis havde de nogle søde æbler med sig. De smagte godt. Konger og adelsfolk ville gerne lære at lave frugt-haver som munkene.

Bønderne var ikke interesserede i at lave æble- haver. Dronning Margrethe den første sagde ellers, at de skulle. Hun levede i 1300-tallet.

Dengang kunne man blive straffet som tyv hvis man stjal et æble fra en andens træ. Det havde stået i en lov fra 1241, nemlig den der hed jyske lov. Men bonden var ligeglad.

Årene gik. Haverne hos konger og adelsfolk blev flottere og flottere. Bønderne ville hellere bytte sig til æbler end at have deres egen æble- have. I 1700-tallet, syntes mange rige, som læste mange bøger, at nu skulle bonden høre, hvad de vidste om æble-dyrkning og sundhed. De vidste, at bønderne gik i kirke. Derfor var det præsten, der hver søndag fortalte om hvor godt, det var at have sin egen æble-have.

Bonden lyttede meget til præsten. Bonden huskede især myten om Adam og Eva, der gjorde noget meget forkert, da de spiste æblet i Paradiset have. Derfor blev bonden forvirret, da præsten sagde, at æble-haver er gode haver. Bonden lyttede også ”kloge koner” som fortalte meget overtro om æbler. Så bonden, sagde stadigvæk nej tak, til at plante egen æble-have.

Dengang det hed 1800-tallet, havde bonden selv lært at læse. Han havde også fået lov til at eje sin egen gård. Det havde ellers været gods- ejeren, der havde ejet den. Nu ville bonden gerne have æble-have. Han gik til præsten eller til skole-læreren, som gerne ville fortælle om, hvordan man skulle passe æbletræer.

Det betød, at alle bondegårde fik deres egne æble-haver.

En mørk og uhyggelig aften vandrede en flok trætte mænd hen ad en dansk landevej.

De havde tykke uldne kutter på, men det var ikke nok til at stoppe regn og vind.

De var på vej til Danmark for at bygge et kloster.

De var nemlig kristne munke. Munke er mænd, der har givet deres liv til Gud.
De boede i klostre, som var store huse med marker, haver, værksteder og meget mere.

De rejste også rundt i hele verden for at fortælle så mange som muligt om Gud og Jesus.

På deres rejser mødte de tit folk, der kunne lære dem noget nyt. Den viden tog de med hjem til klostrene, og derfor vidste munkene mere end deres naboer.

På en af deres mange rejser havde nogle munke mødt en arabisk bonde.

Han havde givet dem frø med til en lækker rod, og snart blev roden dyrket på mange klostre.

De trætte munke, der var på vej til Danmark, havde gulerodsfrø med og såede dem i deres nye kloster.

Guleroden var kommet til Danmark, men det var kun munkene, der kendte den.

Middelalderens munke var vilde med gulerødder.

De brugte dem både som mad og medicin.

Alligevel gik der mange hundrede år før andre lærte roden at kende.