Kunne vi følge vores families historie 400 generationer tilbage, ville vi opleve et helt andet land og en helt anden verden end den, som vi kender i dag. Klimaet på jorden var meget koldere. Det havde været istid i tusindvis af år, men varmen var begyndt at vende tilbage til jorden. Nu smeltede de store ismasser, og der kom liv, dér hvor landet før var dækket af is.

Vi er vant til, at Danmark er et land med meget skov, men den kom først til senere. I stedet groede der græs, urter, lyng, små buske og ganske få og små træer bl.a. polar-birk. I det åbne landskab var der et rigt dyreliv; fugle, der fandt føde i og omkring de mange tusinde søer, harer, ræve, ulve, jærv, vildheste og vigtigst af alt de store flokke af rensdyr.

Dyrene kom vandrende til de nye isfrie områder sydfra for at finde føde. Det samme gjorde menneskene. De fulgte rensdyrflokkene på deres vandringer, og sådan kom de første mennesker til Danmark.

For jægerne betød rensdyrene stor rigdom. De kunne bruge alt fra rensdyrene; skindet, kødet, takkerne, knoglerne og knoglemarven. Menneskene var tæt forbundne med naturen. De var dygtige jægere og fremstillede selv deres våben og redskaber af den flint, som isen havde efterladt på jorden, da den smeltede. Jægerne samlede også planter, rødder, nødder, frø og svampe og fiskede i søerne og i havet, alt sammen for at skaffe sig den nødvendige mad.

Derfor kalder vi de mennesker for jægere og samlere, og tiden, de levede i, kalder vi jægerstenalderen.

Læs-højt for klassen
Historien om Traj – Korn i oldtiden

Traj bevægede sig forsigtigt gennem det åbne landskab. Hun var opmærksom på alle lydene, der kunne fortælle hende, om der var fare på færde. Hendes hårde muskler var spændte som fjedre parate til at redde hende med en pludselig kraftanstrengelse, hvis hun skulle møde et farligt dyr.

Hun placerede sine fødder med øvet sikkerhed på det forræderiske underlag. Både græs
og lyngplanter kunne skjule bundløse mudderhuller, små søer eller vrede hugorme. Traj var vokset op på sletten, og hun var vant til at bevæge sig rundt der, men alligevel var hun ekstra anspændt i dag. Det var nemlig første gang, hun var ude alene. Hun var ni år gammel, og hendes mor havde ment, at nu var det på tide, at hun selv fik sit eget område at passe. Alle kvinderne i deres lille lejr havde deres eget , som de finkæmmede for spiselige planter. Mændene skaffede kød og skind til lejren og lavede de livsvigtige flinteredskaber der var kærnen til menneskernes succes i det hårde landskab. Til gengæld var det kvinderne, der vidste hvilke planter, man kunne spise, og hvilke der var giftige. Og selvom hun var en lille pige, kendte Traj mange forskellige spiselige planter og vidste hvilke af dem, der var gode mod feber eller forstoppelse, og hvilke der smagte godt kogt eller bagt.

Nu var hun ude på sin første tur alene i et nyt område. De flyttede meget rundt og boede ikke så længe hvert sted. De var nødt til at flytte fra sted til sted for at følge efter dyrene, der vandrede rundt på sletten. Det var både uhyggeligt og spændende at være med til
at udforske et nyt område. Uhyggeligt, fordi de ikke vidste, hvad hun kunne forvente, og spændende, fordi man altid fandt flest lækre ting på de første samlerture i en ny lejr.

Historien om Taylan – Danmark i oldtiden

Mange tusind kilometer fra Traj var et land, hvor solen strålede fra en skyfri himmel, og hvor det var så varmt, at menneskerne følte det, som om solen var et glødende kul, der langsomt bagte dem som geder over ilden. Her gik en anden lille pige.

Hun var også ni år, og hendes navn var Taylan. Hun boede i et lerklinet hus med sin familie, og hver morgen gik hun ud på markerne for at vande de lange rækker af korn, som udgjorde deres livsgrundlag. Hver dag skulle hun hente mange krukker med vand i floden , men til gengæld kunne de snart høste mad nok til hele vinteren.

Taylan var træt i armene, da hun sent om aftenen gik ind til resten af familien. Hendes
far og bror havde fanget nogle store fisk, som var ved at blive gjort klare, og hendes far forarbejdede med sikker hånd et stykke flint så det blev skarpt og fik en krum form. ”Kornet skal snart høstes” sagde han glad til Taylan, ”I har gjort det godt derude.” Taylan rødmede. Det var ikke tit hun fik ros af sin far, og hun smilede til ham. ”Tror du, vi har nok til hele vinteren” spurgte hun. ”Ja hvis vi bruger efteråret fornuftigt på at samle mere forråd, og hvis vi har lidt jagtlykke”, svarede hendes far.

Da hun gik ind i det kølige, skyggefulde hus, tænkte hun ved sig selv, at det var fantastisk, at hendes bedstefar havde boet i et lille telt, og at de havde flyttet flere gange om året. Nu havde de et dejligt hus, og maden fik de i gave af jorden som tak for det hårde arbejde med at passe og pleje den. Taylans far var dygtig og klog, og han talte allerede om at fange dyr, så han ikke behøvede at traske rundt i skoven for at få kød og skind.

Læs højt for klassen
Historien om Lepro – Danmark i Jernalderen

”Lepro… Kom så i gang, det er morgen!”
Råbet skar igennem tågerne af den dejlige drøm, Lepro havde haft. Han følte det som
om, han lige var faldet i søvn, og det var svært for ham at vågne. Han havde svært ved at vågne. Hele dagen i går havde han brugt i skoven, hvor han havde samlet rødder og andre spiselige ting. Han var kommet sent hjem, fordi han havde været nødt til at gemme sig i et træ for et vildsvin, og her til morgen kunne han mærke sine muskler beklage sig over de mange timer i træet. Langsomt kravlede han ud af skindene og kom i tøjet. Før han kunne få noget at spise skulle han først se til dyrene, der gik rundt i skovbrynet udenfor landsbyen og græssede. En vrissen knurren fra maven fortalte ham, at han hellere måtte skynde sig. Både køer og grise så ud til at have det godt, og der var ikke nogen af dem, der var forsvundet i løbet af natten, så Lepro skyndte sig tilbage til langhuset, hvor resten af familien ventede med morgemaden.

Morgenmaden bestod af byggrød, med nogen af de bær Lepro havde fundet dagen før. Det var noget af det bedste ved sommeren, for bærrene kunne ikke holde sig, så de var nød til at spise dem med det samme.

”Spis nu rigeligt” sagde Lepros far til ham. ”Vi skal i gang med høsten i dag. Jeg var ude med resten af mændene i morges, og kornet er klar til at blive taget ind. Vi må bare håbe, at vejret holder, men jeg har … varsler …”

Lepro glædede sig til høsten, så han spiste hurtigt, mens hans far fortalte om planerne for dagen. De havde sået korn på marken i foråret, og Lepro havde for første gang været gammel nok til at være rigtigt med, så nu var han spændt på, hvordan udbyttet blev.

”…Hjælpe med at skære kornet ikke Lepro” Pludselig gik det op for Lepro at hans far talte til ham, han så så forvirret ud, at de alle sammen grinede af ham. ”Jeg sagde at du skulle have dit eget segl, så du kunne hjælpe med at skære kornet. Det er du gammel nok til nu.” gentog faren leende. Lepro sprang op ”er det rigtigt” udbrød han ”jeg har glædet mig sådan, til jeg blev gammel nok til at være med”. Igen grinede de af ham, og han blev helt rød i hovedet.

Lepro var rigtig glad, men var også lidt nervøs. Han var bange for at gøre noget forkert, og derfor spurgte han sin far, hvad der skulle ske. ” Vi er 25 familier her i byen” sagde faren.” Alle har en del af markerne, og vi skal alle hjælpe med at få høsten ind. Mændene og de store drenge går i gang med hvert deres stykke af jorden.”

”Med seglet”, han viste Lepro den krumme skarpe kniv, ”skærer vi stilkene over på det
korn og græs der gror på marken.” Med en hurtig bevægelse med seglet viste han Lepro hvad han mente. ” Nu står du med en håndfuld korn, græs og ukrudt, og den lægger du på jorden og passer godt på ikke at træde på den. Så kommer børnene og kvinderne og samler det ind. Det er deres opgave at sortere det, så vi kan tørre græsset til hø, og så vi kan få kornet i hus.”

Det lød jo nemt nok, og Lepro havde også set det mange gange, når han havde været en del af indsamlerholdet, men det var bedre at være helt sikker. Der var ikke plads til fejltagelser, for det var jo det, de høstede, de skulle leve af hele vinteren. Hvis høsten slog fejl, risikerede de at sulte. Derfor var de også meget omhyggelige, men Lepro kunne fornemme, at det ville blive et godt år. De år, hvor hans far havde været i tvivl om udbyttet, var der ikke nogen hyggesnak og grinen over maden… tværtimod.

Lepro var i tankerne allerede færdig med høsten. Han forestillede sig, hvordan de havde fået et rekordudbytte, og hvordan han som en af mændene kunne gå rundt og lykkeønske de andre med succesen. Han forestillede sig de store bunker af neg, der skulle tærskes ,så kærnerne kunne blive ristet og gemt i store krukker. Han kunne næsten smage festmåltidet, der smagte så meget bedre, fordi de havde arbejdet hårdt for at få høsten i hus, og med et forventningsfuldt smil gik han ud på marken for at gøre sin del af arbejdet…

Læs-højt for klassen

Fæstebonde og kornsalg

Et rasende hyl flængede luften, og Karl gemte sig hurtigt bag det nærmeste hus. Det var helt sikkert Maren, der havde opdaget, at han var væk, og nu var det om ikke at blive opdaget. Maren var tjenestepige hos Karls familie, men når mor og far ikke var hjemme, troede hun, at hun kunne bestemme det hele.

Hun havde givet Karl besked på at malke køerne, selvom det egentligt var hende, der skulle gøre det, men hun ville hellere stå og glo på karlen Anders, der var i færd med at sætte nye tænder på en af riverne. Det var vigtigt, at riverne var i god stand, for snart skulle de have høsten i hus, og manglede der tænder, kunne man risikere ikke at få det hele med. Riven var som de fleste af husets redskaber lavet af træ, for det var alt for dyrt at betale smeden for noget man kunne lave selv. Træredskaberne holdt ikke så godt, men Anders var god med sin kniv, så han kunne hurtigt snitte træstykkerne til og sætte dem på rivens hoved.

Nå men Karl var altså stukket af for at slippe for malke-tjansen, og nu var Maren rasende, fordi hun skulle gøre det forhadte arbejde selv. Karl var ligeglad. Han havde arbejdet hårdt siden klokken 0500 i morges for at nå alle sine pligter. Han havde ført dyrene ud på overdrevet, muget ud i staldene, fodret hønsene og kløvet en enorm bunke brænde.

Nu havde han ikke flere pligter og havde besluttet, at denne dejlige sommerdag skulle Maren ikke slippe af sted med at tørre sine af på ham. Uden at se sig tilbage gik Karl hurtigt videre gennem landsbyen.

Det var et vidunderligt sommervejr, og luften var fuld af lyde og lugte. Brægen fra får og geder blandede sig med snøften fra grise og kaglen fra de mange høns, der gik frit rundt i landsbyen. I det fjerne hørte man køerne på overdrevet og lyden af de voksne, der var på hoveriarbejde i Herremandens marker. Karls forældre var fæstebønder, og det betød, at herremanden ejede deres gård, og at de skulle betale ham leje eller landgilde som det hed, for at få lov at bo der. Desværre skulle de altså også på hoveriarbejde. Det betød at de skulle arbejde et antal dage om året på herremandens marker, og det var noget af det værste, hans forældre vidste. Det var nemlig altid når de havde mest travlt på deres egen jord at herremanden indkaldte til hoveri.

Karl rundede smedjen, hvor Søren Smed var i gang med at slibe en le, så den var klar til morgendagens høstarbejde. Søren havde ikke selv ret meget jord, men levede af at lave de dyrebare metalredskaber, som ingen kunne undvære.

”Hej Karl!” grinede smeden. ” Var det ikke Maren, jeg hørte brøle før? Er du nu stukket af fra hende igen?”
Karl grinede tilbage. Han kunne godt lide smeden,og hjalp nogen gange til i smedjen, når der var brug for det. Den sure lugt af trækul blandede sig med lugten af sved og læder fra Søren da Karl dukkede ind i smedjen.

”Hehe, ja hun ville have mig til at malke, så hun selv kunne glane på Anders”, svarede Karl, da hans øjne havde vænnet sig til smedjens halvmørke. ”Hvis han ikke passer på, så ender hun med at få ham overtalt til at flytte ind i et af de nye huse, godsejeren er ved at bygge. Jeg har hørt hende tale om, at hun snart vi slå giftekloen i ham”

”Giftkloen”, grinede Søren. ”Hun er da ikke en drage”
”Neeej måske mere en ko” svarede Karl med en grimasse, ”men jeg sagde giftekloen, altså at hun vil giftes med ham”.
”Jaja vi må se”, kom det fra den store smed, ”Jeg tror ikke, Anders bliver så nem at danse med, som hun tror” Har du noget imod at rende ned til Rasmus med bladet til hans le, og jeg har også lavet nogle beslag til hans nye dør?”
”Det skal jeg nok”, sagde Karl og tog tingene.

Det kunne altid betale sig at hjælpe Søren Smed, for som tak lavede han altid Karls families arbejde før alle andres, og Karls far fik også altid god rabat. Desuden havde Karl alligevel været på vej ned for at se på den nye gård, der var ved at tage form i landsbyen.
For nogle år siden havde det været utænkeligt, at der blev bygget så stor og flot en gård her i landsbyen. Alle landsbyboere havde været fæstebønder. Det betød, at de ikke selv ejede deres jord og deres gård, men lejede dem af den lokale godsejer. Godsejeren skulle til gengæld have en portion af det korn, de dyrkede, og et vist antal timers arbejde på hans marker. Det var hårdt, for han skulle have sin del af høsten også på de dårlige år, og derfor var der nogen gange ikke nok tilbage til at leve af, og familierne kom til at sulte om vinteren. Det var også hårdt at arbejde på godsejernes marker, for det var altid, når man havde travlt med sin egen såning eller høst, at han indkaldte til hoveri. Når man havde fjernet godsejerens del af høsten, og den del familien skulle spise, var der ikke meget til overs, og det blev tit brugt til at bytte til fisk, klæde, smedevarer og meget mere. Der var næsten aldrig penge i byen. Der var dog sket noget nyt. Prisen på korn var mangedoblet i løbet af ret kort tid, og Rasmus var en af de første, der havde fundet ud af, at hvis han solgte sit korn og betalte godsejeren, fiskeren, væveren og smeden i penge i stedet, så ville han have noget til overs til sig selv. Derfor var han også den første til at købe sin gård og blive selvejer.