Brød – fra levebrød til handelsvare
Som vi tidligere har været inde på, er kornets kulturhistorie 11.000 år lang, eller sølle 6000, hvis vi bliver i Danmark, men det er stadig en laaaaaang historie at fortælle. Derfor har vi valgt at kigge primært på den kulturhistoriske udvikling der førte til den måde, vi bruger korn i dag.
For bare 150 år siden var korn Danmarks vigtigste eksportvare. Alle danske landmænd producerede store mængder korn, især rug og byg, og i løbet af 1700 og 1800 tallet steg produktionen voldsomt. Grunden til, at produktionen voksede, var indførelsen af det vi kalder for Landboreformerne. Landboreformerne var en total omlægning af, hvordan man dyrkede jorde i Danmark. Før reformerne dyrkede landsbyerne jorden i fællesskab. Hver landsby havde tre vange, hvoraf to var opdyrkede, og en lå brak. Ved på den måde at skifte mellem brak og dyrkning, mindskede de udpiningen af jorden. Hver af disse vange var opdelt i mindre åse, og åsene var igen opdelt i agre. Hver enkelt gård i landsbyen havde så fordelt sin jord så den havde smalle agre spredt ud over alle tre vange.
Billedet viser Årslev by, som den så ud før reformerne. Læg mærke til hvor mange små stykker byens marker var opdelt i.
Fordelingen sørgede for, at gården havde del i alle typer af jord, så der var jord, der var både våd og tør, udpint og gødsket, stenet, leret og muldrig, fjernt fra eller tæt på byen. Det siger sig selv, at det ikke var nær så effektivt at dyrke på den måde. Alle skulle blive enige, før der kunne prøves noget nyt, og alle var afhængige af de andres arbejde for at få høsten i hus. Første del af landboreformerne gik ud på at samle markerne, så hver gård fik sit eget stykke jord. Nogen af gårdene fik på den måde meget langt til deres marker, og derfor flyttede man dem ud af landsbyen, så de kom til at bo tæt på markerne. Den gammeldags måde at dyrke jorden var med til at hæmme produktionen, men der var et andet og endnu større problem. I Danmark var næsten al jorden ejet af store godsejere, og der var ikke mange bønder, der ejede deres gård, eller den jord, de dyrkede. De var i stedet fæstebønder, og skulle betale landgilde for at få lov til at bo i landsbyen og dyrke jorden. Landgilden udgjorde dog ikke hele huslejen, for hver fæstebonde skulle også arbejde et vist antal dage på herremandens marker. Det blev kaldt Hoveri, og var et af de største problemer for det Danske landbrug. Problemet var, at antallet af hoveridage ofte var sat meget højt, og at hele herremandens drift afhang af fæstebønderne arbejde. På den måde kom Danmarks samlede udbytte af korn til at nå et naturligt loft, for hvis herremanden skulle dyrke mere, skulle bønderne arbejde mere på hans marker, men så havde de ikke tid til at arbejde på deres egen jord, og dermed faldt udbyttet der. De store godsejere kunne ikke forstå denne sammenhæng, og de kunne ikke se, at bedre forhold for bønderne ville betyde bedre produktion og større rigdom til alle. De var derimod fastlåst i tanken om, at man ikke kunne øge pengemængen ved at give, men kun ved at tage. Derfor blev forholdene stadigt dårligere for bønderne i løbet af 16- og 1700-tallet. Det fik mange til at søge mod den spirende industri i byerne, eller til at emigrere. For at sætte en stopper for det indførtes i 1733 stavnsbåndet, der forbød fæstebønder at flytte fra deres hjemstavn. Anden del af landboreformerne gik ud på at mindske hoveriet og ophæve stavnsbåndet. Formålet var at tvinge godsejerene til at gøre sig uafhængige af hoveriarbejdet, så bondestanden og godsejerne kunne øge produktionen sideløbende. Godsejerne var modstandere af denne ændring, men den blev gennemtrumfet alligevel, og kort efter viste det sig, at godserne tjente bedre end før og protesterne forstummede.
Strukturen med fæstebønder, som arbejdede på jord, der ikke var deres egen, var heller ikke fordrende for ændringer i drift med større udbytte til følge. Som fæstebonde ejede du ikke jorden eller gården selv. Derfor var alle de forbedringer, du kunne komme på, blot med til at sætte afgiften, som du og dine arvinger skulle betale, i vejret. Derfor var der mange, der var bange for at ændre på driften. Hvis man producerede lige nok til landgilden og sit eget forbrug, risikerede man ikke, at herremanden tog en større del, hvilket på en måde ville resultere i, at man arbejdede forgæves.
Indblik (en lille historie fra Glud Museum)
I 1811 rev Hans Sørensen, der var fæstebonde under Boller Slot, sin fødegård ned, og opførte i stedet en ny og moderne gård i stedet. Det var meget sjældent, at en fæstebonde forbedrede sin gård for egen regning, og det blev også bemærket:
I 1833 skrev herredsfoged J. P. With til Det kongelige danske Landhusholdnings-selskab. Brevet var en ‘præmieæskning’, hvori With foreslog, at Hans Sørensen fik tildelt en af selskabets præmier for sin indsats: ”Han har i en række af år troligen arbejdet på sin gårds forbedring: Først har han fra grunden af på egen bekostning opbygt hele gården af godt egetømmer og brændte sten. Dernæst har han anlagt en pæn have og opført et fortræffeligt stengærde om haven, hele gården og en liden toft. Så har han begyndt at indhegne sin mark med levende gærder, men formoder, han ikke bliver færdig.”
Herredsfogden fremhæver i sit brev, at Hans Sørensens indsats er ganske uegennyttig, fordi han er fæstebonde under Jensgård gods. Det eneste, han og hans familie får ud af hans arbejde er, at sønnen kommer til at betale en højere indfæstning og landgilde, hvis han engang vil overtage fæstet. Det er velbegrundet, at Hans Sørensen i indskriften over hoveddøren gør opmærksom på, at han har ‘opbygt og bekostet’ gården.
I 1842 gik herredsfogdens profeti i opfyldelse, da Søren Hansen tiltrådte fæstet efter faderens død. Han måtte betale den dobbelte landgilde, nemlig 40 rigsdaler årligt.
En tredje del af landboreformerne handlede også om et opgør med fordelingen hvor godserne var ejere og bønderne lejere. Der var ønske om at der skulle være flere selvejere, for derigennem at skabe et større drive i befolkningen. Der blev blandt andet oprettet sparekasser, hvor det blev muligt at låne til købet af fæstegodset. I 1835 var mere end halvdelen af jorden overgået til selveje, men først i 1919 overgik de sidste fæstere til selveje.
Søg på landboreformer, fæstebonde, landsbyfællesskab eller kornsalg for at lære mere om perioden
Case: korn som samfundsskaber:
Civilisationen opstod på marken.
En af de største omvæltninger i menneskehedens historie fandt sted for cirka 11.000 år siden. Den geniale idé med at så, høste og spise græs var startskuddet til de første civilisationer, og lagde grunden for det samfund, vi kender i dag.
Global opvamning var startskuddet
For omkring 13.000 år siden begyndte det at blive varmere efter sidste istid. Ismasserne smeltede, og en ny frodig verden åbnede sig for mennesker og dyr. Pludselig var der meget mere mad, og de var ikke længere tvunget til at flytte som nomader efter byttedyrene. De slog sig ned i små samfund, og levede af naturen omkring dem. Livet var meget nemmere end da verden var dækket af is, men det førte til et problem, der minder om det, vores samfund står overfor i dag. Befolkningen voksede, og det blev sværere og sværere at skaffe mad nok til alle. Hvis en familie skal leve af jagt og vilde planter, skal den bruge et enormt område til at skaffe mad nok, og efterhånden som der blev flere og flere mennesker, var der ikke land nok.
Løsningen var genial. Kloge hoveder og forskning er ikke noget nyt. For omkring 11.000 år siden fandt de første mennesker på at dyrke jorden. De indfangede og opfostrede ungdyr, som blev til de første husdyr, og landbrugssamfundet var skabt. Dyrene blev brugt til kød, mælk og som trækkraft, men det var korn, der var den vigtigste næringskilde. Sammen med det første korn såede menneskerne også det, som skulle vokse og blive store civilisationer.
Brød, øl og storbyer
Arbejdet som agerbruger var ikke nemmere end livet som jæger, tværtimod. Det var hårdt arbejde at dyrke jorden, og den gennemsnitlige arbejdstid blev meget større. Til gengæld kunne relativt små områder brødføde stadigt større befolkninger. Jo bedre bønderne blev til at dyrke jorden, jo flere kunne leve af det der blev dyrket på markerne. Det var brød og øl, som var de vigtigste kornprodukter, og efterhånden samlede menneskerne sig i store byer.
I byerne var der ikke kun bønder, der var mad nok til at nogen kunne specialisere sig som håndværkere, kunstnere, administratorer og præster.
Den første egentlige civilisation voksede frem netop der, hvor de første agerbrug opstod. Sumererne, der havde deres hovedsæde i UR i det nuværende Irak, kan spores som civilisation til for ca. 5800 år siden. Sumererne havde store bysamfund, og opfandt det tidligst kendte skriftsprog; kileskriften. Takket være et velfungerende landbrug havde samfundet overskud til at bygge templer og paladser. mennesker havde mulighed for at fordybe sig i håndværk, og forbedrede hele tiden levevilkårene. Kunstnere kunne frembringe billeder, statuer og også den første litteratur. For omkring 4500 år siden nedskrev sumererne heltekvadet om Gilgamesh som den første bog i verdenshistorien.
I Indien, Peru, Kina og Ægypten opstod i løbet af de næste 3000 år store civilisationer, som alle har påvirket den måde vi opfatter verden i dag.
Opgave – tankeeksperiment:
Beskriv, hvordan verden ville have set ud, hvis vi ikke havde fundet på at dyrke korn. Hvad ville det have betydet, hvis der skulle et område på størrelse med Samsø til at brødføde en familie?
Korn i dagligdagen
Opgave:
”Man skal kende sin pige i et dejtrug, ikke i en springdans” Hvad tror I det ordsprog betyder?
Lanboreformerne ændrede opfattelsen af korn i samfundet, og sammenholdt med den industrialisering, der foregik i løbet af 1800-tallet, fik korn en helt ny betydning. Når vi skal se, hvad det ændrede sig til, er det måske en god ide at kigge på, hvad det ændrede sig fra først, så først kigger vi på korns betydning i dagligdagen før landboreformerne.
I det gamle landsbyfællesskab var der ikke mange penge i spil. Herremanden skulle have sin landgilde og indimellem var man nødt til at købe ting, som man ikke selv kunne producere. Der var dog som oftest ikke penge involveret i disse handler. Herremanden, landsbysmeden, og hvem der nu ellers skulle betales, fik korn og andre landbrugsvarer i stedet for penge. Det er det, der kaldes naturalieøkonomi. Det er naturligvis besværligt at slæbe en tønde korn med sig, når man skal ud og shoppe, men det betød blot, at man shoppede mindre. I stedet var gårdene stort set selvforsynende, og der var ikke behov for at købe tjenester fra andre end nogle få specialiserede håndværkere som smeden, bødkeren og lignende. Hver gård havde et snedkerværksted, kaldet et huggehus, og de fleste af redskaberne man brugte, var lavet af træ. Næsten alt det, vi køber i supermarkedet i dag, lavede de selv.
Den mad, der blev spist på gården, bar også præg af dette, og derfor spiste man i høj grad det, man havde. Og hvad havde man allermest af på en gård? Korn. Omkring 70 % af det daglige energioptag stammede fra korn i form af øl, rugbrød og grød. Til sammenligning står korn på verdensplan i dag for omkring 50 % af det daglige optag af energi, og i de rige lande er dette tal helt nede på 30 %.
Brødbagning og ølbrygning var nogen af de vigtigste opgaver for husmoderen , og det var et tungt arbejde at producere nok brød og øl til en familie. Dengang bestod en familie af mange mennesker, for der var gerne et par bedsteforældre på aftægt (det vil sige, at de blev passet af deres børn, da der ikke var plejehjem eller folkepension), så var der forældrene, et antal børn, en tjenestekarl og en tjenestepige. Nogen havde endda flere tjenestefolk, men i vores eksempel var der to gamle fire voksne, og lad os bare sige tre børn. Voksne drak omkring fire liter øl dagligt, og børn drak to liter, så denne familie drak altså 30 liter øl hver dag…
Opgave:
Find ud af, hvorfor de drak de så meget øl?
Familien skulle også have brød, og derfor bagte man kæmpe portioner rugbrød en gang om måneden. mel har en meget dårligere holdbarhed end korn, og hygienjeforholdene i de gamle møller sænkede holdbarheden yderligere, derfor var man nødt til at få friskmalet mel hver gang man skulle bage. Derfor var det bedst at bage i store portioner en gang om måneden. Desuden var det meget dyrt i brændsel at varme ovnen op, så jo mere man bagte på en gang, jo billigere blev det.
Opskriften på 10 gode rugbrød lød:
50 kg rugmel, et par spande lunkent vand og 1 kg surdej. Surdej er dej fra sidste bagning. Hvert brød vejede 6-7 kg.
Korn blev ved med at have samme betydning som madvare langt op i 1800-tallet, men landboreformerne ændrede på en væsentlig ting. For bonden i 1700-tallet var høsten altafgørende for, om familien kunne spise i løbet af det kommende år. Slog høsten fejl, ville nogen i familien dø af sult. Det pengeløse samfund gjorde det svært at spare op, da det jo er begrænset, hvor længe man kan gemme madvarerne fra de gode år. med landboreformerne steg produktionen så meget, at der faktisk altid var nok korn, og endda nok til at det kunne sælges. På den måde kunne bønderne spare op de gode år, og gemme pengene til de dårlige år. Høsten handlede i mindre grad om liv eller død, men snarere om profit for familien.
Omkring 1860 skete der igen et skift i opfattelsen af korn… Dampskibe og jernbaner gjorde transporten nemmere og hurtigere, og derfor blev det muligt for Rusland og USA at komme ind på markedet. Disse enorme landes produktion fik kornprisen til at falde drastisk, og de danske landmænd stod nu med en masse korn, som det ikke længere kunne betale sig at sælge. Derfor skiftede landbruget i Danmark spor igen. Landboreformerne var en langsom udvikling, men denne gang skete skiftet næsten fra den ene dag til den anden. Korn blev til dyrefoder. Naturligvis blev der stadig spist brød og grød, og øl var stadig det, man drak mest af, men alt det korn, man plejede at sælge, blev stoppet i køer og grise, og i stedet for korn kunne vi nu sælge smør og flæsk til englænderene. Det blev startskud til andelstiden, og det landbrugssystem vi har i dag.
Religion og korn ”Giv os i dag vores daglige brød”
Der er meget, der kan gå galt, når man dyrker korn. marken kan blive ramt af sygdom, svamp og utøj kunne angribe afgrøderne, og vejret var, og er, altid en kilde til bekymring for dem, der skal leve af at dyrke jorden. Fælles for disse ting er, at der ikke var meget bonden kunne gøre for at forhindre det. Hvis det regnede for meget eller for lidt, slog høsten fejl. Hvis sygdom ramte kornet, slog høsten fejl. Hvis der kom svampeangreb eller insektplager, slog høsten fejl.
Bonden havde ingen kontrol med disse hændelser, men husk på, at hvis høsten slog fejl, ville han og hans familie måske komme til at sulte, så det var rart at have hjælp til at klare året. I dansk vikingetid og jernalder var det Frej der stod for at hjælpe nordboerne med dyrkningen af kornet. I Rom var det Ceres, og i Grækenland var det Demeter. Deres opgaver var at hjælpe kornet til at gro, og sørge for mangfoldig høst. men det var ikke nok med en frugtbarhedsgud, hvis man skulle sikre sig en god høst, for uanset hvor meget korn der var på marken, kunne vejret ødelægge det hele. Derfor var vejrguderne lige så vigtige som frugtbarhedsguderne. Faktisk var Tor en meget vigtigere gud for danskerne end Frej, der til gengæld havde en større rolle i Sverige.
Da kristendommen kom til Danmark kunne de missionerende munke berette om en gud, der var i stand til at styre vejret, styre insekter, og beskytte mennesker mod misvækst, sult og sygdom. En gud kunne med andre ord gøre arbejdet for flere.
Bønderne søgte derfor til kirken for at sikre høsten, og en dårlig høst kunne ses som guds straf. Til gengæld kunne man påkalde guds hjælp med dyrkningen af jorden.
Jesus i rugen og korset i dejen
I har måske hørt om folk, der har fundet billeder af Jesus i pandekager eller ristet brød, men det er ikke noget nyt fænomen. I Danmark mente man på landet, at man kunne se Jesus’ ansigt i alle rugkerner, og at rug derfor var en hellig plante.
Se Jesus i toast : http://www.youtube.com/watch?v=uPo411ysueM
Derfor kunne man altid gemme sig for en heks eller en trold på en rugmark, for ingen onde væsener kunne komme derind, og hvis man skulle sikre sig, at gud velsignede et nyfødt barn og gjorde ham til en god bonde, kunne man lægge babyen i såkurven (den kurv man bar såsæden i, når man såede på marken) og overhælde den med rugkerner.
Man påkaldte også gud, når man bryggede øl, og under bagningen, for det var to meget vigtige begivenheder. Hvis øllet blev surt, eller brødet dårligt, kunne man ikke gøre andet end at spise eller drikke det alligevel, så det var rart med hjælp i den forbindelse. Eksempelvis skar man et kors i dejen før man satte brødet i ovnen, og det var normalt at bede fadervor over øllet, mens man bryggede det.
Opgave ’Korn i sproget’:
Sproget er ofte der, vi kan finde det, der virkeligt betyder noget for os. Korn, øl, brød og grød har virkeligt været vigtigt for danskerne, så det burde kunne findes i mange talemåder. Find talemåder, hvor der indgår korn, øl, brød osv.