Gulerodens historie – IND – Gulerødder – Lærer

print

Gulerodens lange rejse i tid og sted

Teksten ”Historien om gulerodens rejse” indeholder fakta om kulturplanten; plantens oprindelseslande – den vilde slægtning, betingelserne til klimaet, hvordan planten blev dyrket og brugt i oprindelseslandene, rejsen og tidspunktet for rejsen til Danmark, om succesen eller vanskelighederne ved at introducere en fremmed plante til danskerne/til det danske klima, og om hvordan planten er blevet brugt i Danmark op til i dag.

De små tegneserier, der hører til hvert tidsafsnit indeholder vigtige ”personer” i forhold til gulerodens kulturhistorier; bønderne i Mellemøsten/Middelhavsområdet, munkene, bønder i Holland, Christian II, Amagerbønderne, den almindelige danske bonde.

Som lærer kan du vælge at være historiefortæller eller oplæser efter temperament. Der foreligger desuden elev-tekster i forskellige sværhedsgrader til elevens egen læsning under fanebladet ’elevens opgaver.’
Gulerodens historie ligger også som elevernes læse-selv-tekster i forskellige sværhedsgrader. Eventuelt til hjemmelæsning, så forældrene bliver involveret i projektet.

Aktivitetsforslag:

  • For bedre at kunne sætte begivenhederne i Gulerodens historie ind i en kronologisk forståelse, kan eleverne arbejde med tidslinje. Den bruges til at skabe aktiv deltagelse for eleverne, således at ”gulerøddernes rejse” bliver nærværende og aktiv. Kopier eventuelt personer fra historien om gulerodens rejse fra læse-let-bøgerne. Klip dem ud og sæt dem fast på tidslinjen.
  • Snak om personer fra teksten: Hvem var de, hvad lavede de, og hvad havde de med guleroden at gøre?
  • Find de involverede lande på et verdenskort. Mellemøsten (Ægypten, Tyrkiet, Iran og Irak), Holland, Danmark.
  • Find Amager på et Danmarkskort
  • Tag på museumsbesøg og brug gulerødder. Se under fanen ’museer’ for at finde et museum i nærheden. Der vil være forskel på, hvad de enkelte museer kan tilbyde. Nogle kan lave spændende rundvisninger. Andre vil kunne supplere med hands-on aktiviteter i have og køkken.

Nyttige links:
http://www.museumamager.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=36&Item id=35
http://www.danskhistorie.dk/tidsperioder/

Vild gulerod:

I Danmark er vild gulerod almindelig på gruset og veldrænet jord, langs veje, i grusgrave og på skrænter, strandvolde og grøftekanter. Stænglen er massiv, furet og stivhåret. Bladene har smalle afsnit. Blomsterskærmene er konkave, blomsterne hvide, og der kan være enkelte purpurrøde midt i skærmen. Den vilde stamform har en mindre, hvid og mere sej pælerod end den dyrkede form. Blomstrer juli-september. Nulrer man bladene mellem fingrene, fremkommer der en duft af gulerod.

Såvel den vilde gulerod som den dyrkede gulerod har været brugt som lægemiddel mod hoste, natteblindhed og synsforstyrrelser. Desuden har roden været brugt som ormemiddel og mod utøj.

Højtlæsningshistorier!

Alle tre historier findes også som Læs-let historier til selvlæsning for eleverne.

Jernalderen i Danmark

I Danmark kalder vi perioden fra ca. år 500 f.kr. til ca. år 800 e.kr. for jernalderen. Det kalder vi den, fordi man omkring år 500 begynder at få redskaber af jern i stedet for bronze. I jernalderens Danmark var næsten alle bønder, og de troede på Odin, Thor og de andre nordiske guder. De dyrkede jorden og havde dyr til at malke og spise, men de fik også meget mad fra de store skove, hvor man kunne samle spiselige planter og gå på jagt. Guleroden fandtes ikke i Danmark endnu.

Lepro så sig omkring i skoven, solen stod lavt på himlen, og det var snart på tide at komme hjem. Hans far var ikke glad for at vente på nogen, når aftensmåltidet skulle på bordet. Lepro vendte om og bevægede sig næsten lydløst gennem skoven. Læderposerne, der var bundet fast til hans bælte, vejede godt til, for det havde været en god dag. Lepro havde fundet et sted med nogen af de rigtigt gode spiserødder, og havde en hel pose fuld, men han havde også en pose med nødder og en med vilde æbler. I dag havde han hverken bær eller plantefrø med hjem, men måske kunne han finde nogen i morgen. Med en blanding
af byg, plantefrø og bær lavede hans mor den lækreste grød. Han kunne næsten smage grøden og besluttede sig for at lede efter ingredienserne i morgen. Lepro var ude hver dag for at samle mad i skoven, når hans arbejde på markerne og med husdyrene på gården var overstået. Han elskede at gå i skoven, og han blev altid så glad, når han kunne komme hjem med fulde poser til sin mor. Lepro var dygtig til at finde planter i naturen, som de kunne spise. Han havde lært af sin mor, hvordan han kunne kende de planter, der kunne spises, og han havde også lært, at der var planter, han skulle passe på, fordi de var giftige. Det var en vigtig del af familiens mad, der kom fra Lepros ture i skoven.

Pludselig blev Lepro revet ud af sine tanker af en raslen i skovbunden. Han stod helt stille, og først nu gik det op for ham, at fuglestemmerne var forstummet, som om de pludselig havde fornemmet en fare. Hurtigt kravlede Lepro op i et træ for at være i sikkerhed. Der var mange dyr, der kunne være farlige, når man gik i skoven, og det værste var, hvis man mødte en bjørn… Lepro hold vejret, men pludselig mærkede han, hvordan posen med æbler gled ud af bæltet, og ned på jorden under træet. Lepro sagde et par ord, som hans mor i hvert tilfælde ikke vidste, at han kendte, og begyndte at kravle ned efter den. Det var det tidspunkt, vildsvinet benyttede sig af til at bryde ud af buskadset, og Lepro skyndte sig tilbage på sin plads i træet. Vildsvin var ikke så farlige som bjørne, men alligevel kunne de store tænder gøre stor skade. Fuld af skuffelse måtte Lepro se til, mens svinet fortærede hans æbler og luntede videre.

Lepro kravlede ned fra træet og gik hjemad. Han var ikke så gled mere, for nu var der ingen æbler at glæde dem derhjemme med… Snart kunne han mærke, hvordan duften af røg
fra ildstedet blandede sig med lugten af dyrene. Det var en lille gård, men alligevel havde de både får, geder og høns, og på markerne dyrkede Lepros far byg, rug og havre. Når alt det blev lagt sammen med, det Lepro fandt i skoven, og hans far kunne nedlægge, når mændene gik på jagt, så levede de ret godt det meste af tiden, men det kævede også hårdt arbejde fra morgen til aften.

Nu var solen næsten gået ned, og Lepro listede ind i huset, hvor aftensmaden ventede. Hans mor havde kogt suppe på nogle af de rødder, Lepro havde samlet på en tidligere tur i skoven. Rødderne var hvide og smagte lidt bittert og jordagtigt, men når de kom i en suppe med fårekød og nødder, var de rigtigt gode. Mens Lepro kastede sig over den dampende varme suppe, tænkte han på, hvad andre mennesker fik at spise. Måske var der et sted, hvor de havde rødder, der var saftige og søde, og som kunne spises uden at blive kogt…

Langt, langt fra Lepro og Danmark, i landene i Mellemøsten; Ægypten, Tyrkiet, Iran og Irak boede også folk, der var gode samlere. De var især glade for nogen saftige knasende rødder, de fandt i jorden. Det var gulerødder, men dengang var de var ikke så tykke, og farven var ikke orange, som guleroden er i dag, men lilla og gul. Menneskene her var dygtige bønder, og de fandt snart ud af, at de kunne dyrke de lilla rødder, så de blev tykkere, og de kunne få flere af dem. Lepro kendte ikke til de lilla og gule gulerødder, for dengang var de slet ikke kommet til Danmark – her var der ingen, der kendte den saftige knasende rod.

Roden vandrer – Middelalderen i Danmark

Guleroden vandrede fra Mellemøsten og rundt i Europa. Takket være korstog og pilgrimsrejser til Jerusalem kom europæerne til lande, hvor der groede gulerødder. Frøene fra de lilla og gule gulerødder blev taget med tilbage til Europa af haveinteresserede munke, og blev dyrket i klosterhaverne. Det var dog kun munke, der spiste gulerødder.

Pisken smældede over okserne, og med et dumpt brøl lagde de sig igen i selen og trak vognen op af det mudderhul, den havde sat sig fast i. De var 60 mand i følget, og havde 15 vogne. Ingen af mændene red på vognen, den var forbeholdt de vigtige ting, de havde med sig. Alle i selskabet havde en groft vævet kutte på, men selv i den tykke uld mærkede de kulden. De var munke, og levede hele deres liv for at tjene Gud og Jesus. De byggede store huse med mure omkring, som man kaldte klostre, og de kaldte hinanden for brødre, for inde i klostret var de én stor familie.

Broder Augustin kiggede på vognen med de dyrebare frø og plantestiklinger, der netop var blevet trukket op af et særligt dybt mudderhul. De var på vej til et koldt og mørkt
land mod nord, og han bekymrede sig konstant om de planter og urter, der skulle blive det nye klosters spisekammer. ”Danmark! Hvad mon man spiste i det barbariske land”, tænkte Augustin for 117. gang. Han havde alle de vigtigste urter og planter med sig for en sikkerheds skyld, men var det mon nok, og kunne de vokse i det her kolde og ugæstfrie land?

”Det er ikke så underligt”, sagde han til sin lærling, Bernhard, ”at de nordiske barbarer er så forstokkede i deres hedenske tro. Det er svært at finde Gud i et land, der er så mørkt og koldt. Men vi bringer lyset med os, min dreng”.

Augustin vidste godt, at Bernhard ikke var glad for denne rejse. Han var kun 14 år gammel, og havde lige vænnet sig til det rolige klosterliv i Mont-Saint-Michel i Frankrig, da de var blevet udvalgt til at sprede Guds ord. Det var altid svært for de yngste i klostret, når de skulle forlade de sikre rammer og drage ud for at omvende hedninge, for der ville gå lang tid, før de fik bygget et nyt kloster og kunne komme ind i deres faste rutiner med bøn og arbejde.

De var munke, og selvom det meste af deres liv gik ud på at bede til Gud, var deres vigtigste opgave, at fortælle alle andre om Gud og Jesus. Derfor var det også munkene, der rejste
til verdens fjerneste egne, og Augustin selv havde været i selveste Jerusalem, da han var ung. Han havde set alle de hellige steder, men han havde også lært mange nye planter at kende. Alle klostre havde en have, hvor de dyrkede planter til at spise, til at helbrede, eller til at kigge på, og haven var Augustins område. Hans yndlingsplanter var de lilla og de gule rødder, han selv havde haft med hjem fra Jerusalem. De havde den perfekte blanding af saftig sprødhed, når de var rå, og lækker sødme, når de var kogt. Disse rødder havde spredt sig til alle de mange klostre, der fandtes i Europa, og hver gang de drog ud for at åbne et nyt kloster, tog de frøene med sig og dyrkede dem i klostret. Det var indtil videre kun munkene, der kendte til de lilla og gule rødder, ”Gulerødder” kaldte Augustin dem, men han håbede, at de en dag ville være på ethvert middagsbord.

 

Amagerrod – 1500-tallet i Danmark

I 1500-tallet var bønder fra Nederlandene Europas dygtigste gartnere, og de dyrkede både LILLA, GULE, HVIDE og ORANGE gulerødder. Den danske konge Christian II smagte gulerødder hos sin svigerfamilie, og syntes så godt om rødderne og de andre urter og grøntsager, han fik der, at han hentede gartnere til Danmark og satte dem til at opdyrke Amager, der blev kongens egen køkkenhave. Derfor kaldte man også guleroden for Amagerrod. Gulerødder var på mode, men det var kun for adelen og de rigeste.

”Stop” – råbet gjaldede ud gennem slottets korridorer, og Hans gled på det glatte marmorgulv, da han forsøgte at stoppe sit vilde løb. ”Stop når jeg siger det”, vrissede den gamle tjener, da han forpustet nåede op på siden af Hans. ”Kokken skal bruge dig. Der er kommet en sending nye grøntsager fra Amager, og de skal gøres klar til middagen i aften”.

”Javel” svarede Hans hurtigt, ”jeg skal nok gå derned med det samme”. Hans havde bestemt ikke lyst til at arbejde lige nu, hvor han lige var igang med at lege, men der var ikke noget at gøre. Det var kokken, der bestemte over køkkendrengene.

Hans var køkkendreng på Københavns slot, og det havde været en svær tid, siden den
nye dronning kom til. Dengang var Hans kun seks år gammel, men han var lige begyndt
at arbejde i køkkenet. Den nye dronning, Elizabeth hed hun, var fra Nederlandene, og der var hun vant til mange forskellige friske grøntsager, som man slet ikke havde i København. Hun havde klaget og klaget over maden, og tit havde den sure kok ladet sin ærgrelse gå ud over Hans, når dronningen havde sendt maden urørt tilbage.

Nu var Hans 13 og var ikke længere så lille, at han var boksebold for de andre i køkkenet, og han havde godt hørt om, at kongen havde hentet gartnere fra dronningens hjemland og sat dem til at dyrke jorden på Amager. ”Gad vide, hvad det er for nogen grøntsager?”, tænkte han, da trådte ind i det varme køkken.

Køkkenet var et virvar af dufte og lyde. Kokke, køkkendrenge, tjenestepiger og bagere hvirvlede ud og ind mellem hinanden, så man næsten skulle tro, at de ville støde sammen. Luften var fuld af maddufte. Der var bagende brød, stegende kød, og lækre supper til de Kongelige”. Meget kan man sige om Kong Christian II”, sagde kokken tit, ”men han har et godt køkken”.

”Der er du, knægt”, råbte han, da Hans kom ind i køkkenet. ”Kom her!” Hans gik over til ham og så, at der lå en bunke beskidte grønne planter med mærkelige, orangefarvede rødder på gulvet. ”De her skal vaskes straks”, sagde kokken og vendte sig for at råbe af nogle andre.

Hans gik i gang med arbejdet og fik hurtigt smidt alle rødderne væk og renset toppene
så de var rene og pæne. ”Så er jeg færdig”, råbte han, og kokken kom hen til ham. ”Hvad Fanden er det, du laver, knægt”, skreg kokken, helt rød i hovedet.”Det er rødderne, jeg skal bruge ikke de dvaske duske, du har der. Kan du straks finde de rødder og få dem rene”.

Hans gik hurtigt hen til spanden, hvor han havde smidt rødderne og kiggede på dem. ”Nå ja”, tænkte han. ”Det er vel til suppen eller noget,” og gik i gang med at vaske rødderne.

Da han var færdig, prøvede han at tage en bid af en af rødderne for, at se hvordan den smagte. Den orange rod – ”gulerod” havde kokken kaldt den – var så saftig og sød, at han havde spist det hele, før han tænkte sig om, og pludselig sortnede det for hans øjne. Da han kom til sig selv, stod kokken bøjet over ham, og var igen helt rød i hovedet af raseri. Hans blødte fra næsen, hvor kokken havde slået ham, og havde svært ved at tænke klart, men han hørte kokken skrige. ”Hvad tror du, du laver ,knægt? Det her er kongens gulerødder! Det er kun ordentlige folk, der må spise den slags, og det er ikke dig. Hvis jeg nogensinde ser dig spise af kongens mad igen, slår jeg dig til plukfisk. Er det forstået?”

Forvirret og forslået kom Hans på benene, og nikkede til kokken, der uden at sige mere
tog rødderne og vendte sig mod komfuret.” En dag, tænkte Hans, vil jeg måske smage den lækre rod igen”…

Hans smagte aldrig gulerødder igen, men efterhånden begyndte almindelige mennesker, og ikke kun de rige, at dyrke dem.

Det fantastiske med gulerødderne var, at de var lækre at bruge helt friske om sommeren til retten ruskomsnusk, og at de kunne gemmes hele vinteren igennem og friske hverdagens mad op med deres orange farve og søde smag. Om vinteren kom gulerødderne derfor i supper, og de blev revet og æltet ind i brødet.

Der blev dyrket massevis af gulerødder, så de blev billige. Store marker, så langt man kunne se, var der gulerødder, så nu fik også køer og svin gulerødder at spise. Det, der engang var Kongens særlige fine, orange gulerod var blevet helt almindeligt svinefoder.

Men knasende lækker er guleroden stadig at sætte tænderne i!