En gulerods liv
Alt levende kan blive til mere nyt liv – det kalder man formering.
Formering er:
- Når mennesker får børn
- Når dyr får dyrebørn
- Når planter sætter frø, som falder på jorden og begynder at gro
Det levende bliver til mere nyt liv af samme slags. Det, der er levende vil også dø på et tidspunkt. mennesker kan let blive 80 år gamle, en hund kan blive 14 år og en gulerod kan blive 2 år før den dør.
men når der sker formering, bliver der ved med at være liv – det levende overlever!
Gulerodens 2-årige liv
fra frø til gulerod med blomst
- Frø
- Kimplante
- Lille gulerod
- Stor gulerod
- Rod u/top
- Nyspiring
- Gulerod m/blomst + frø
Forår
Gulerodens frø kommer i jorden.
Inde i frøet er en lille pakke af liv. Det hedder en kim. Vand og varme sætter gang i kimen, og frøet begynder at spire. Kimen har en lille bitte madpakke med sig, så den har energi til at vokse. Så kan man se kimplanten.
Kimen laver først en lille rod – en kimrod, så en lille stængel – en kimstængel,
og til sidst små blade – kimblade.
Den lille kimplante er meget sart.
Den er sprød og meget saftig.
Kimplanten vokser, og efter et stykke tid begynder de første ægte blade at vokse frem, roden bliver også større og vokser nedad.
Gulerodsplantens ægte blade kommer frem fra stænglen lige over jorden. Herfra bliver bladene ved med at vokse i lang tid, og gulerodens top bliver større og større.
Sommer
Planten vokser. Hele sommeren og efteråret vokser guleroden både over og under jorden.
Roden får planten til at stå fast i jorden. Den suger vand og næring fra jorden op til planten. Gulerodsplantens rod vokser nedad og bliver tykkere og tykkere.
Du kan nu hive dejlige, friske gulerødder op af jorden og spise dem.
Oven over jorden vokser stænglen
og planten får flere blade. Stænglen
er som en vej. Næring fra jorden kommer igennem stænglen op til bladene. Når bladene får lys, luft og vand, laver de sukker. Sukker kommer igennem stænglen tilbage til roden. Guleroden gemmer sukkeret og energien i roden. Det skal den bruge som mad til at lave blomst. men vi får det også, når vi spiser guleroden.
Efterår/Vinter
Når det bliver vinter, holder guleroden op med at gro. Gulerodens grønne top begynder at visne. Planten dør ikke
– den hviler sig gennem vinteren. I roden har guleroden et lager af energi, som den skal bruge, når det bliver forår igen.
Forår igen
Når jorden bliver varmere, gror guleroden igen. Den sender en ny top op fra roden. Denne gang ser toppen anderledes ud. Den vokser med en stængel, der bliver lang og hvor der sidder blade på. Gulerodsplanten strækker sig – den vil være høj nu.
Sommer
Planten skal befrugtes – den skal lave frø til nye gulerods-børn.
først skal planten blomstre. Det er nemlig i blomsterne, der er en slags mor og far. ”far” er pollen. Pollen ligner støv. ”mor” er støvfangerne. med støvfangerne fanges pollen.
Når pollen fanges af støvfangere hedder det bestøvning. Det er bier og blomsterfluer, der flytter pollen hen til støvfangerne. Det er godt for planten at være høj, for så opdager bier og blomsterfluer de mange små blomster. Bierne og blomsterfluerne suger sød blomstersaft, som hedder nektar. Samtidig hjælper de blomsten med at blive bestøvet.
På den måde formerer guleroden sig. Det hele kan starte forfra – frøet falder ned på jorden – spirer og bliver til en ny plante. eller du kan nå at samle frøene ind, og bestemme hvor der skal komme nye planter næste år.
Guleroden formerer sig
Det hele kan starte forfra – frøet falder ned på jorden – spirer og bliver til en ny plante. eller du kan nå at samle frøene ind, og bestemme, hvor der skal komme nye planter næste år.
En gulerods liv
Det er forår. Gulerodsfrøet skal spire. Hvilke tre ting skal det bruge?
Tegn og skriv
Hvad gør guleroden om sommeren?
Hvad gør guleroden om vinteren?
Hvad sker der, når det bliver forår igen?
Hvad sker der, når det bliver sommer igen?
Hvem hjælper, når guleroden skal formere sig?
Dyrkning af gulerødder – før og nu
Dyrker I gulerødder hjemme i jeres have?
Før: tip-oldefar
Måske gør du præcis som din tip-oldefar.
Der er dog en stor forskel på dig og din tip-oldefar. Han kunne ikke købe friske gulerødder i et supermarked hele året rundt, som du kan.
Den søde orange gulerod var let at dyrke i haven. Den var flot og lækker at bruge i maden hele sommeren og efteråret. Hver gang, man skulle bruge gulerødder, gik man ud i sin have og trak dem op af jorden. Det var en gave at dyrke gulerødder, fordi de også kunne gemmes og spises hele vinteren igennem. Når gulerødderne stod friske og saftige om sommeren, lavede madmor (din tip-oldemor) ruskomsnusk.
Håndbog for husmødre, Odense 1865
Opskrift: ”Gulerødder og rå kartofler skæres i små stykker og koges sammen med udpillede grønærter og valske bønner, lige meget af hver del. Man kommer ikke mere vand derpå, end det netop står over grøntsagerne; det koges under dække, til det er mørt, da sætter man jævning på og lader det få et godt opkog; en del hakket persille kommes heri tilligemed lidt smør og salt, dermed er det færdigt
Man sagde, at gulerødderne helst skulle sås Kristi Himmelfartsdag og i månens næ (når månen er aftagende). Først lavede man en rille i jorden med enden af et riveskaft. Frøene blev blandet med klid og drysset i rillen – fortyndingen med klid betød, at gulerodsfrøene ikke blev sået for tæt. Jordrillen blev lukket/jævnet og tromlet.
Når guleroden voksede, skulle man fjerne ukrudt med hånden eller hakkejern. Ukrudtet vil nemlig kæmpe med guleroden om den dejlige næring i jorden.
Gulerødderne trækkes op af jorden i september – inden Mikkelsdag d. 29/9, for ellers går der orm i gulerødderne. Toppen skæres af. De gulerødder, der skal sælges på marked, bliver vasket og lægges til tørre på halm. Nogle gulerødder blev lagt i en kasse og dækket med sand og stillet i kælderen. Så var der gulerødder hele vinteren. Nogle gulerødder skulle blive i jorden, så de kunne blomstre næste år, og tip-oldefar kunne samle frø.
Din tip-oldefar vidste godt, at han skulle passe på gulerodsfluen. Den lagde æg, som der kom larver ud af. Derfor lærte han at så sine gulerødder et nyt sted i køkkenhaven hvert år. Så snød han gulerodsfluen. Han lærte også at så sine gulerødder ved siden af sine løg. Gulerodsfluen kan ikke lide lugten af løg.
Guleroden var værdifuld mad for mennesker og dyr. Dengang havde man ikke biler. Man brugte heste. Når hesten skulle forkæles, fik den gulerødder.
NU: Gulerodsproducenten
Gulerødder kan du dyrke i din have. Du kan også købe gulerødder, som er dyrket hos en gulerods-producent. Han har marker fyldt med gulerødder.
Han sår gulerodsfrøene med en maskine i april eller maj måned.
Guleroden vokser godt i jord med meget sand. Det er fordi vandet nemmere kan løbe væk.
Gulerødder kan ikke lide at stå i jord med meget vand, så rådner de.
Gulerødder tages op af jorden om vinteren.
Gulerodsproducenten er Gammel Estrup Gartneri.
Før gulerødderne skal høstes, får gartneren gulerods-toppen til at visne. Så stopper gulerødderne med at vokse, og de bruger kræfter på at lave skræl i stedet. Toppen visner hurtigt, hvis man bruger noget gift, eller hvis man dækker med halm, så toppen ikke får lys. Nogle høster alle gulerødderne i sommeren og efteråret. Andre lader gulerødderne blive i jorden, for der holder de sig mest friske. De kan holde varmen, når de er dækket af halm.
Gulerødder høstes med en særlig høstmaskine, som forsigtigt får dem op af jorden. Så køres de til et pakkeri. Her bliver de vasket og fyldt i poser.
Producenten skal tjene penge på sine gulerødder, derfor vil han gerne have nogle fine gulerødder. Hvis gulerødderne bliver syge, eller der kommer for mange insekter, kan han ikke sælge dem. Derfor kan avleren somme tider sprøjte sine gulerødder med noget gift, der slår sygdom eller insekter ihjel.
Hvis der er meget ukrudt i marken, kan gulerødderne ikke blive så store. De skal nemlig dele med ukrudtet om de gode ting i jorden. Derfor kan avleren bruge gift, der slår ukrudt ihjel.
En gulerods-producent, der bruger gift, kalder man konventionel.
Nogle producenter vil ikke bruge gift. De dyrker økologiske gulerødder.
En økologisk producent må ikke bruge sprøjtegifte. Ukrudt fjerner han med hænderne og maskiner. Han bliver ked af det, hvis gulerødderne bliver syge. Derfor skal han vælge en gulerod, der er stærk og kan kæmpe mod svamp og andre sygdomme.
Når gulerodsproducenten skal købe frø, han vil putte i jorden, skal han altså tænke sig godt om. Der findes nemlig ikke kun én slags gulerod. Nogle kan bedre slås mod sygdom. Nogle smager godt
rå. Nogle er gode som små madpakke-gulerødder osv. Der findes forskellige sorter.
I har hørt om gulerødder i forskellige farver. De fleste dyrker orange gulerødder. Orange gulerødder er også meget forskellige. Det er også forskellige sorter.
Sorter
Rundt omkring i din klasse sidder dine kammerater. Nogle er gode til at spille fodbold, nogle er gode til at læse, nogle er gode til at tegne, nogle er gode til at synge – alle sammen er I gode til et eller andet.
Det samme med gulerods-sorter. Nogle er gode til at klare sig
i jorden selvom det bliver frost-vejr. Nogle smager meget sødt. Nogle bliver ikke så let syge. Nogle er bedst som små. Nogle er gode som store. Nogle smager godt til madpakken. Andre smager godt i suppe. Nogle kalder vi sommer-gulerødder. Andre kalder vi vinter-gulerødder. Nogle er orange, nogle har andre farver.
Hej jeg hedder Eskimo
Hej jeg hedder Napoli
Hej jeg hedder Dodogne
Hej jeg hedder Nandera
Hej jeg hedder Tempo
Hvorfor kommer der nye sorter?
Nogle gange er det naturen, der helt af sig selv laver noget nyt. Andre gange er det mennesket.
Når mennesker blander sig på den måde, hedder det, at man forædler. Mennesker har altid været gode til at holde øje med det, der sker i naturen. De har også lært at blande planterne. Det hedder at lave en krydsning. En krydsning sker, når planterne bestøves (altså når planten skal formere sig, som du hørte om tidligere.)
I stedet for at vente på, at bier og blomsterfluer flytter pollen til støvfangere, gør mennesker det. De tager to gulerødder, de synes om, og som de kunne tænke sig at blande. Fra den ene gulerod tager de pollen og putter hen til støvfangerne på den anden gulerod. Hvis de er heldige, kommer der en god ny sort ud af det.
Der er gode grunde til at lave nye sorter. Måske er der en gulerods- sort som smager rigtig godt, men den kan ikke tåle kulde. Så kan man forsøge at krydse den med en gulerodssort, der godt kan tåle kulde. Lykkes det får man en gulerod, der smager godt og kan tåle kulde.
Men hvad med de gamle sorter? Hvad sker der med dem, når man udvikler nye? Der kan også være gode grunde til at beholde dem og ikke smide dem ud. Der er nogle sorter, der slet ikke sås på marker mere, alligevel kan man finde nogle frø fra disse gulerødder. De ligger i en slags bank. Den hedder en gen-bank.
Forestil dig, du har fået en tegning fra en ven. Den er flot, men du vil lige lave den bedre. Du synes hele tiden, du kan gøre tegningen bedre. Du visker ud. Du tegner noget nyt. Den bliver god. Du visker alligevel lidt mere og tegner mere til. Den bliver bedre og bedre. Lige pludselig går papiret i stykker. Du har visket for meget. Du ville ønske, du kunne få den tegning igen, du havde tidligere. Det kan du ikke, og må krølle papiret sammen. Du tænker: ”bare jeg havde en kopi af tegningen, som den så ud engang, for så kunne jeg lave en ny tegning derfra. Din ven er rejst, så han kan ikke lave en ny.
På samme måde skal man huske at gemme de gamle sorter. Når man udvikler en ny sort, kan den være god. Den kan være så god, at alle vil dyrke den. Men hvis det kun er den ene, der bliver dyrket, og den en dag bliver syg – hvad sker der så?
Gulerødder har mange farver
Måske troede du, at gulerødder altid er orange. Det er de ikke. Der findes lilla, hvide, gule og orange gulerødder.
Det er gulerødderne selv, der har bestemt at skifte farve. Det kaldes: mutation.
De første dyrkede gulerødder i Mellemøsten (for mindst 3000 år siden) var lilla.
Frøene fra lilla gulerødder kom med på rejse til Sydeuropa, og blev puttet i jorden. I mange, mange år kunne folk høste lilla gulerødder.
Pludselig for 1000 år siden kom der gule gulerødder op ad jorden i stedet for lilla.
Menneskene tog frø fra både de gule og lilla gulerødder med sig til Nordeuropa, hvor de også blev dyrket.
For 300 år siden skete det så igen – pludselig kom der hvide gulerødder fra de gules frø.
Frø fra hvide gulerødder blev til gengæld til orange gulerødder.
Mange folk syntes, at den orange var den flotteste, og derfor samlede man mest frø fra orange gulerødder, og derfor er det den, vi kender bedst.
Naturen kan altså trylle. Måske tryller gulerodsfrøet en dag igen? Måske er der et frø, der skulle blive til en orange gulerod, der hellere vil være grøn! Eller hvilken farve håber du på?
I dag venter man ikke på, at naturen selv tryller. Mennesket kan forædle. Man kan blande frø, så man forhåbentlig får den gulerod, man gerne vil have. Forædling er, når man krydser de bedste, største, flotteste eller lækreste af en bestemt art med hinanden for at få en plante, der er endnu bedre, større, flottere eller mere lækker.
Gulerodens orange farve
Når du drikker et glas mælk eller spiser noget smør om sommeren, er det mere gult end mælk og smør, du får om vinteren. Det er fordi, der er forskel på det foder, dyrene får sommer og vinter. Om vinteren er køerne i stalden og får ikke frisk græs. Om sommeren er de ude og spiser meget frisk græs.
- Græs indeholder caroten.
- Caroten er et plante-farvestof.
- Caroten findes også i rodfrugter, især i gulerødder.
- Caroten giver den gule farve. Derfor er smør mere gult om sommeren end om vinteren.
Engang var der ikke var store butikker. Der var ikke mejerier,
som lavede smør. Bondekonen skulle selv lave smør hjemme i sit køkken. Fedtet i komælken, det vi kalder fløde, kunne blive til smør, hvis det blev pisket længe. Hvis bondekonen havde mere smør, end de kunne spise derhjemme, solgte hun det på markedet. Fordi farve og smag var bedre på sommer-smørret, kunne bonde- konen sælge det til flere penge end vinter-smørret. ”Bare jeg kunne få vinter-smørret til at se ud som sommer-smørret”, tænkte konen. Fordi hun var dygtig til at lave alting selv, fik hun en god idé! Hun brugte gulerodssaft til at farve smørret med. Derfor var hendes smør lidt dyrere end de andre koners!
